Status for marts ’22

Status for marts og et kig ind i april

Inden vi har fået set os om, er der pludselig gået 3 måneder – og Økonomisk Paraply er vokset fra at være et koncept på papiret, til at være en reel og fortsat spirende sammenslutning af rådgivende organisationer, der alle har til formål at støtte og vejlede økonomisk udsatte borgere i Herning Kommune.

I denne måned har vi været særligt aktive omkring det andet punkt, af projektets tre fokusområder:

Træ der spirer

Hvad skete der så i marts?

Nye frivillige banker på, og vi har taget imod deres ekspertise med en stor begejstring. Samtidig har vores samarbejdspartnere vist at de møder op, og giver af deres tid, tanker og energi til vores samarbejde. Det er motiverende for vores indsats, fordi det jo altid føles godt at have et ansvar over for et interesseret bagland… Især når det er et bagland, som kender indsatsområderne bedre end vi selv gør, på hver af deres respektive felter.

Vi har afholdt et opstartsmøde, og vi har afholdt et erfaringsudvekslingsmøde. Vi har brugt tid på at besøge de forskellige rådgivende organisationer for at lære dem at kende indefra, og vi har efterhånden fået et rigtig godt forhold til mange af deres frivillige rådgivere. Projektleder Christian Søgaard har også selv været med ude og give økonomisk rådgivning, i selskab med Dansk Folkehjælps erfarne rådgivere, Jørgen Markmøller og Leo Lund-Jensen.

Økonomisk Paraply har også fået implementeret et enkelt, overskueligt system til at indsamle informationer om den rådgivning som foregår omkring os, og som vi selv skal have igangsat. Systemet kaldet F.E.T (Før, Efter og Tid), og det skal hjælpe os alle med at måle på den rådgivning der findes, samt hvor længe den forløber over.

Et kig ind i april

I april ha skal vi opbygge et uddannelsesforløb, der klæder vores nytilkommende frivillige på til at kunne varetage økonomisk rådgivning, og som giver dem muligheden for at følges med en mentor, indtil de kan stå på egne ben som rådgivere.

Udover dette, skal vi også arbejde på at øge samfundets kendskab til projektet, så det kan nå ud til befolkningen, og dermed også til dem, der kunne have gavn af vores brede og forskelligt målrettede rådgivningstilbud.

Vi afholder den 26. april vores andet erfaringsudvekslingsmøde, hvor samarbejdspartnere og frivillige rådgivere kan sparre med hinanden og styrke samarbejdet på tværs og kvaliteten af rådgivningen.

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.